Pladderbranchen.NU

Info

28-04-2010

Tagget med:

Interview med Kinski

Det danske rapprojekt Kinski har lagt debutalbummet Vi Taler Dansk! ud på deres hjemmeside til gratis, lovlig download. Kinski består af Lawand Othman (aka. Dj Turkman Souljah) og Per Vers, samt projektets master mind, Oliver Ravn. Omkring årsskiftet 2009/2010 interviewede Pladderbranchen.NU gennen en række e-mails Oliver om Kinski, hvorfor de har lagt pladen på nettet og hvordan han ser musikbranchen udvikle sig de næste 10 år.

Jeres album er blevet downloadet 15.000 gange. Havde det været en "rigtig", kommerciel udgivelse ville dette have resulteret i en guldplade. Hvordan har I det med det?

Jeg har ikke hørt fra Lawand i et stykke tid. Men allerede da jeg i sommers skrev til ham, at vi havde rundet 5000 downloads på to måneder, var han ellevild. Pers ambition med projektet, var 15.000, eller "gratis guld", så han er vist også tilfreds.

Hvordan kan det være I har valgt at lægge pladen ud på nettet til gratis download?

Vi Taler Dansk! regner jeg for min egentlige debut. Og det har været en perfekt måde at debutere på synes jeg: Masser af god respons, fra de der kunne lide det - og ikke så meget had, fra de der ikke kan (noget man jo godt kan være sårbar overfor som begynder).

Pladen er fløjet "under popradaren", sådan som jeg ser det: Ingen onde anmeldere, ingen trusler, jeg har mit privatliv intakt... Er stadig undergrund, men er nået langt ud via nettet. Minimal hype - optimal eksponering.

Historien om hvordan vi besluttede at lægge det ud selv, er egentlig en blanding af tilfældigheder, projektets præmisser, og så reaktionen på nedturserfaringer med pladeselskaber:

Vi var til møde på et selskab, hvor de havde snakket om en masse penge (og en masse plader). De havde rykket for en plade i årevis. Derfor regnede vi med at den var rimelig sikker. Og derfor blev vi skuffede - som mange andre før os sikkert er blevet det - da det viste sig at være tom snak.

Så gik vi til møde på et selskab, hvor vi allerede havde solgt rimeligt godt efter danske forhold. Men mødet var en farce, som jeg sent skal glemme.

Vi udgav så selv først en cd-rom med Badunk Gadunk som single med video i 30.000 eksemplarer til Operation Dagsværk. Derefter lagde vi albummet på kinski.dk, og har lavet et mindre oplag vinyl til samlere - plus (på opfordring) en kitchen-poster med teksterne.

Hvad får I ud af at forære pladen væk? Overvejede I at tage penge for pladen? Evt. med fysisk udgivelse eller gennem en betal-hvad-du-vil-model?

Hvad vi får ud af det, er flere forskellige ting. For det første det åbenlyse: At folk får hørt vores musik. Jeg betragter det som en ære, at fremmede mennesker, jeg ikke kender, lytter til det jeg har lavet.

Er det ikke lidt en hippieindstilling at have til tingene?

Jeg har nok lidt en hippieindstilling til tingene. Det er ikke noget skældsord for mig. Jeg kommer fra indre Nørrebro, og er vokset op med fællesmad i fællesrummet til fælles arbejdsweekend.

Men det giver mig blod på tanden, og mod på at lave noget mere, når nogle tilkendegiver, at de kan få noget ud af min kunst. Det styrker altså kort sagt motivationen, drivkraften i foretagendet.

Er det blod nok til at ville lade en evt. næste udgivelse blive en traditionel, kommerciel udgivelse, nu hvor I har opdyrket et fangrundlag? Eller vil du fortsætte med at forære din musik væk?

Når jeg siger blod på tanden, mener jeg, at det motiverer mig i mit arbejde, at produktet har værdi forandre - jeg får lyst til at lave et album mere. Og det gør jeg sammen med DJ Nage (tidligere Hvid Sjokolade),den kommer til at hedde Statler og Waldorf - der ligger smagsprøver på myspace.com/statlerogwaldorf.

Jeg ser ikke noget kommende specielt kommercielt projekt i kikkerten, hverken for mig eller Kinski. I øvrigt tror jeg man skal være forsigtig med persondyrkelse. Det med fans/kundegrundlag tager jeg ikke så højtideligt.

Nogle vil måske påstå at du kun har foræret pladen væk fordi den ikke var til at sælge...

Om min/vores musik er til at sælge, kommer nok lidt an på hvordan og hvorledes. Man kan sige, at jeg har levet som professionel musiker i ti år (hvor jeg har kørt tæt parløb med Per). Så på den måde er den til at sælge. Man kan også sige, at Pers soloplade solgte 10.000 eksemplarer. Lige nu sælger vi i øvrigt Kinski på vinyl i udvalgte butikker (bl.a Route 66 i Kbh og Århus).

Får I andet end motivationen ud af at lade folk downloade gratis?

Ja, det er også en god forretning: Evnen til at få opmærksomhed er efterspurgt. Så en succesfuld udgivelse er en god anbefaling/anledning til at få betalt arbejde.

Kan du give nogle eksempler på konkrete, betalte ting der er kommer i kølvandet på Vi Taler Dansk!?

Det kan jeg godt, men det er ikke så meget den vej rundt jeg tænker. Det er mere sådan, at jeg/vi laver forskellige små og store projekter - ofte events med elementer af improvisation eller lynkomposition (moderne lejlighedsnumre). Så står der f.eks. en kunde, der har pengene, og vil lave et eller andet med tekst og musik. En kommune, et advokatfirma eller whatever. Og så kan man fremvise ens album og sige: Se her, jeg kan lave noget folk kan lide, jeg kan performe det, jeg kan inddrage jer og/eller et publikum i processen.

Det giver en troværdighed, at man har sit eget udtryk, sit eget ståsted hvor man viser sine kompetencer. På den måde har vi lavet forretning med gratis produkter som værktøj, som det der vedligeholder og udvikler evnerne.

Et godt eksempel på at vi har lavet noget gratis arbejde, der kom tilbage, er gymnasierne:

Vi lavede Operation Dagsværks kampagnesang i Niger, tog derned og indspillede med lokale folk, søgte penge, og udgav det som gratis cd til de frivillige. Vi var glade for at komme til Afrika, Dagsværk var glade for at få et nummer, eleverne var glade for at få en cd, og sponsoren, Merkur Bank, var glad for at stå på coveret (hvilket gav mening fordi de har en kontoform, hvor man støtter Dagsværk).

Efterfølgende har vi spillet til forskellige ting i gymnasiesammenhænge, fordi vi var i deres bevidsthed/univers i forvejen. Ikke at vi spekulerede i det - den slags kan folk godt lugte. Men giver man noget, kommer det tit tilbage.

Det lader til at I deler hiphophulturens ret afslappede forhold til fildeling, sampling og decideret tyvstjæleri fra andre. Hvad siger I til at de store pladeselskaber er godt i gang med at kriminalisere en hel generation af fildelere og remixere? Og har I selv været i kløerne på ophavsretsindustrien for ting I har samplet?

Jeg/vi er desværre ikke blevet sagsøgt af nogen endnu. DRs P3 advarede os da Lykkelig Luder kom i rotation på kanalen, og sagde at vi nok skulle forberede os på, at Mærsk ville kunne finde på at hive os i retten. Men ak: Lang tid er gået, og intet er sket. Mht. rettigheder har jeg noteret mig, at AntiPiratGruppen har givet op (og det er måske også lidt svært at bekæmpe vinden med en fluesmækker).

APG har ikke givet op. De har bare erkendt at det - som situationen og lovgivningen er nu - er for svært at bevise noget som helst mod privatpersoner der piratkopierer til eget forbrug. Der er vist ingen der har opgivet at sagsøge for samplinger der ikke er clearet. Tværtimod dukker der jævnligt historier op om folk der får ørerne i maskinen og må overdrage alle rettigheder til dem de har samplet fra for at undgå de dyre retssager.

Men de fleste synes jo det er ok, at man har mulighed for at tjekke tingene ud. Og med den måde nettet fungerer på, tror jeg bare at "information vil være gratis". De store ved godt, at de skal tilbyde noget, frem for at straffe sig frem.

Samplinger er en lidt anden diskussion synes jeg. Det er rigtigt, at folk bliver sagsøgt ind i helvede nogle gange, men omvendt er der måske ikke altid den tydelige perfekte løsning. Jeg synes, at KODA gør noget af det rigtige: Fælles løsninger, der sikrer komponister en eller anden form for betaling. Personligt ser jeg i hvert fald ikke rigtig alternativet - hvis ikke jeg var medlem, kunne jeg ikke overleve som musiker.

Dog er jeg lidt træt af, at musikere, der ellers tit udråber sig selv som progressive, har den mest skæve indkomstfordeling i samfundet overhovedet. Nå, du er rød og kæmper for fred? Jamen, så skal du da have titusind gange så meget i løn som dine uddannede kolleger...

00'erne synger på sidste vers. Hvor tror I vi er om 10 år? Vil de store selskaber fortsat kæmpe deres upopulære kamp? Vil det meste musik findes gratis på nettet som fx Kinskis album?

Jeg tror flere store pladeselskaber vil dø - de vil ikke indse deres situation.

Men så længe de har kontrollen over de sidste 100 års kultur - og så længe lovgivningen er med dem - kan de jo gøre som der passer dem. Vil deres kunstnere stille og roligt forlade dem til fordel for mere fleksible måder at få sin musik ud på eller hvordan vil de dø?

De gamle dinosaurselskaber har ikke patent på de sidste 100 års kultur! DRs arkiv, f.eks., mener jeg er unikt i verdensklasse. Jeg kender folk der ser møderne hos Global (fiktivt major label i satireserien Manden Med De Gyldne Ører, hvor handlingen foregår i pladebranchen, red.) indefra: De prøver at holde nedturen stangen, men er desperate. Køb cd'en og få noget af Lady Gagas hår?! Godaw mand. Jeg kan tage fejl, men for mange af de store firmaers vedkommende tror jeg simpelthen ikke de kan nå at omstille sig før de bliver lagt ned, eller reduceret kraftigt. Måske er ånden der bare ikke rigtigt - de er baseret på profitjagt, at forvalte noget der har drive allerede. Men der er ting man ikke kan købe sig til...

Mht. fremtiden tror jeg at streaming er på vej frem. Folk kommer til at være på når de vil, og de vil have adgang. Tempoet stiger eksponentielt. Som Chris Anderson siger i bogen Free:

(...)Ligesom Moores lov indebærer, at en komponent i en computer (...) vil halveres i pris hvert andet år, falder prisen på båndbredde og oplagring af data endnu hurtigere (...) Som følge heraf er den årlige deflationsrate i online-verdenen næsten 50 procent, hvilket vil sige, at uanset hvor meget det koster YouTube at præsentere en video i dag, kommer det til at koste det halve om et år.

Jeg tror der kommer en periode, hvor folk bare vil have adgang til det hele, i stedet for at slæbe rundt på en samling. Derfor giver det mening med f.eks. et musikfolkebibliotek, hvor man logger sig på digitalt, og kunstneren/udgiveren får betaling for "udcheckning". For det er jo lidt det, nettet er: Et giga bibliotek. Så kan man få lidt styr på det, og der kan arbejde folk der hjælper dig med at finde vej - a.k.a. bibliotikarer. Men prøv at sælge den til TDC. Det burde være i hvert fald delvist statsejet.

Ligemeget hvad vil der stadig være musik i fremtiden - kunsten er evig. Der vil også være professionelle folk, der er noget ved musikken og hjælper den på vej. Men måske ikke de, der er ulykkeligt forelskede i plastic.

For nylig så jeg et interview på TV2, hvor en teknisk ekspert blev spurgt af en journalist: Kan vi ikke slette "Jægerbogen" fra nettet? Nu kører sagen jo i Fogedretten! Det spørgsmål synes jeg siger alt om krampagtigt at holde fast i fortiden.

Debutalbummet Vi Taler Dansk! kan downloades fra Kinskis hjemmeside.

1 kommentar

Info

17-03-2010

Tagget med:

Kommentar til Peter Schønning i Information

Information bringer i dag en kronik fra AntiPiratGruppens leder, Peter Schønning. Dette er min kommentar til kronikken som også kan findes under artiklen på Informations hjemmeside.

Artiklen kan findes i sin helhed på information.dk og hedder: Fair use - fair trade?

Hvis vi ser ophavsretsøkologisk på det, kan vi kun få bæredygtigt kreativt indhold, hvis vi genopretter betalingsbalancen, så de kreative kræfter modtager en rimelig betaling.

Med "genopretter" mener PS selvfølgelig at vi skal tilbage til tidligere tiders distributionsmonopoler hvor der på verdensplan var 3-5 store selskaber der suverent rådede over langt størstedelen af af den tilgængelige "kultur" i form af musik og film. Nej tak, siger jeg bare.

Vi kender undskyldningerne, men ærlig talt: At det er så nemt at kopiere på nettet er selvfølgelig ikke nogen undskyldning. De færreste af os kunne finde på at stjæle fra en landevejsfrugtbod, selv om det er pærelet. Sagt med andre ord: Blot fordi noget er muligt, er det ikke lovligt; den sandhed gælder i den fysiske såvel som i den virtuelle verden.

Jeg troede ellers naivt på at PS og co. havde droppet de uholdbare analogier til at stjæle fysiske ting. Det er ikke nødvendigvis nemmere at kopiere ulovligt end det ville være at hente lovligt, hvis ellers ophavsretsindustrien tog sig sammen og leverede nogle fornuftige produkter. Desværre har de brugt de sidste 10 år på at bekæmpe den teknologiske udvikling og dermed overladt den lette tilgængelighed til pirattjenester. Det har folk vænnet sig til, og vaner ændrer sig ikke sådan bare. I hvert fald ikke før den næste teknologiske revolution kommer. Og det er IKKE en revolution at ophavsretsindustrien, efter 10 år, halvhjertet begynder at tilbyde det som folk har været vant til at "stjæle" gratis. Havde man i '99 omfavnet Napster og udnyttet potentialet havde man måske ikke nu på samme måde haft en hel generation af ophavsretskriminelle.

(...) de forskellige støtteplader til fordel for ofrene for jordskælvet i Haiti er blevet fildelt massivt - selv om meningen jo var, at forbrugerne betalte for musikken, så man kunne hjælpe ofrene.

Resultatet fra Danmarks Indsamling på tv taler vist sit tydelige sprog: Danskerne vil hellere end gerne hjælpe folk i nød. Der er slet ikke brug for velgørenhedssange, og de tjener næppe andet formål end at promovere folkene bag. Nu vi snakker om velgørenhed, hvor mange penge var det så lige APG og dem I repræsenterer donerede ved førnævnte indsamling?

Piratkopiering skader det kulturelle kredsløb.

Nej. Piratkopiering skader DIT kulturelle kredsløb, PS. Altså det kredsløb du er en del af. Imens du og dine har sovet i timen er nye, velfungerende kredsløb dukket op. Mange kunstnere tjener fint på at stille deres musik til rådighed på nettet. De fleste af dem lever endda bedre end de gjorde i gamle dage da de skulle dele kagen med ophavsretsindustrien. Disse nye kredsløb er udsprunget af "sharing is caring"-tankegangen der ligger bag den piratbevægelse som du indledningsvist prøver at skyde i sænk.

Resultat: Der bliver produceret mindre kreativt indhold.

Forkert. Resultat: Dem du repræsenterer udgiver mindre kreativt indhold. Men se dig omkring på nettet. Det sprudler med kreativitet som aldrig før. Og det er bare sur røv for dig og dine at I aldrig kommer til at stå for distributionen af det. Det klarer folk nemlig fint selv uden fordyrende mellemled.

Eksempelvis er der masser af muligheder for at købe musik i netbutikker eller at hente musikken via abonnementsordninger, men alligevel bliver fildelingsnetværkene ved med at være populære.

Javel... Kan du lige nævne fx 5 af disse "masser" af abonnementsordninger som er tilgængelige her i landet? Jeg kender kun 1: TDC Play, og her får man ikke lov at beholde musikken. Kort efter man ikke længere er kunde hos TDC kan musikfilerne ikke længere afspilles. Det kan man i mine øjne ikke bruge til noget som helst.

Man kan sammenligne det med boder på et marked.

Nej man kan ej. Men okay, lad os prøve alligevel: Du har en bod hvor du sælger en vare. Når du sælger et eksemplar af din vare bliver dit varelager ikke mindre. For du har en uendelighedsmaskine der kan spytte et uendeligt antal eksemplarer af din vare ud. Sådan en har de også i naboboden hvor de forærer det hele væk. Og lad os så tænke scenariet lidt videre: helst.

I en bod lidt længere nede ad vejen står en mand der har en anden uendelig vare. Hans vare kan man også få gratis i bod nr. 2, og det har han det helt fint med. Han er glad hvis folk gider betale for den hos ham, men han bebrejder ikke folk hvis de hellere vil have den gratis i den anden bod. Derfor giver han den også selv væk i sin bod. Der er jo alligevel uendeligt mange eksemplarer af hans vare, så han mister ikke noget ved at folk får den gratis. Men udover den uendelige vare sælger han også nogle varer der IKKE er uendelige. Fx tilbyder han at komme hjem til folk og fremstille sin vare. En oplevelse som det kun er ham der kan give folk. Andre kan også tage hjem til folk og fremstille varen, men det er bare ikke rigtigt det samme, for det er kun ham der kan skabe den rette stemning under fremstillingen. Denne oplevelse kan han tage penge for. Han sælger også den uendelige vare i en spændende, unik indpakning som kun findes i fx 1000 eksemplarer. Denne kan han også tage penge for, for den kan de ikke forære væk gratis i den anden bod. helst.

Der er mange kunstnere der i dag driver deres forretning som manden i den 3. bod. De forærer musikken væk som downloads. For downloads er der uendeligt mange af, og markedsværdien er dermed næsten lig 0. Måske giver de endda folk muligheden betale for disse downloads, hvis folk virkelig insisterer på at betale. Men det er ikke den primære indtægtskilde. Der hvor de tjener pengene er ved at tage ud og spille deres musik, og/eller ved at sælge musikken på vinyl i et lille eksklusivt oplag. Når 10.000 mennesker har downloadet musikken gratis vil der være en god del af dem der kommer til koncerterne. Og der vil altid være en del af dem er villige til at betale for at få fat i den eksklusive vinyl. Og så handler det sådan set bare om godt, gammeldags købmandsskab og udbud/efterspørgsel at finde ud af hvor mange/få vinyler man skal lave og hvad de skal koste. helst.

Brevmodellen som du nævner har en række svagheder. Den mest grundlæggende svaghed er i mine øjne at det etablerede retssystem bliver omgået. Hvem sidder i dette nævn? APG? Internetudbyderne? Politisk udnævnte? Professionelle dommere? It-kyndige? Hvem checker om den IP-adresse som APG overgiver til nævnet rent faktisk har foretaget sig noget ulovligt? Hvem afgør om det man måske kan dokumentere er sket er ulovligt? helst.

Du nævner Creative Commons, men glider let og elegant hen over mulighederne i det, selvom CC måske er et af de mest konkrete og fornuftige bud på hvordan man håndterer ophavsret i den digitale tidsalder. helst.

Ligesom loven om navneforbud - der tydeligvis også har spillet fallit med internettets udbredelse - trænger ophavsretslovgivningen grundlæggende til en gevaldig modernisering. Den er gennem tiden blevet bukket og bøjet så langt væk fra sit udgangspunkt, at den ikke længere har meget at gøre med sin oprindelige grundtanke om rettigheder til ophavsmanden. Internettet har blot gjort det endnu mere tydeligt at vi trænger til at gentænke hele systemet. Og hvis ikke det bliver taget alvorligt gentænker systemet sig selv. Det er allerede godt i gang. Så kan du tude alt det du vil. Kulturen lever i bedste velgående i andre systemer end jeres. I kan gøre hvad I vil, men sådan er det. helst.

Det værste der kan ske er at I tager 100 års kulturarv som gidsel i en periode, indtil ophavsretten (om alt, alt for længe) udløber og tingene ryger i public domain. Dette vil I være I jeres fulde ret til at gøre, men I vil med sikkerhed også blive endnu mere upopulære end I allerede er og dermed sikre jer at I ingen kunder har efterfølgende. Alternativt kan I omfavne den digitale tidsalder. Og gerne gøre det med en lille smule ydmyghed. Så tror jeg faktisk I vil kunne redde en del af jeres synkende skude.

2 kommentarer

Info

26-12-2009

Tagget med:

Et år (stort set) uden cd'er

Er det muligt at leve et lovligt liv uden at putte penge i den store, multinationale pladeindustri og samtidigt fortsat anskaffe sig ny, spændende musik? Absolut. Og man bliver gladere af det.

Nytåret står for døren. Og dermed er det snart et år siden jeg lovede mig selv - som nytårsforsæt - ikke at ville købe cd'er o.lign. som var udgivet af de store multinationale pladeselskaber, der som bekendt er bannerførere for en stigende kriminalisering af musikelskere verden over, der er blevet trætte af at industrien klamrer sig til en forretningsmodel der hører forrige årtusinde til.

Faktisk var det ikke kun de store selskaber jeg ikke ville putte penge i længere, men den samlede liste over firmaer der var med til at få bortcencureret The Pirate Bay i Danmark. Dette dels som et eksperiment, men dels også som en klar politisk stilling- og afstandtagen til en milliardindustri der er gået amok i forsøget på at bevare sit nær-monopol på distribution af musik.

Umiddelbart tænkte jeg at det ville være lidt af en udfordring. En del af min faste rutine omkring lønningsdag var at smutte ud og købe et par cd'er. Ville jeg ikke komme til at savne dette? Ville jeg ikke blive fattig på ny, spændende musik? Var jeg ikke bare ved at blive gammel og bitter? Svarene viste sig heldigvis allesammen at være "nej".

Til at starte med fortsatte jeg rutinen og besøgte mine pladepushere i starten af måneden. Der er jo trods alt stadig en god portion cd'er der bliver udgivet af andre end de 4 store, men eftersom bl.a. Playground også stod på min liste over selskaber jeg ikke ville putte mine penge i, og da de desværre er mellemmænd på rigtig mange uafhængige, udenlandske udgivelser der kommer til Danmark viste det sig ret hurtigt at en times tid brugt i en pladebutik mere eller mindre var ren spildtid.

Så ret hurtigt ændrede jeg mine indkøbsvaner til udelukkende at handle på nettet. Meget sjældent fysiske cd'er, oftest blot downloads. Og ligeså hurtigt blev jeg rigtig glad for denne måde at handle musik på. Når jeg efterfølgende har været i pladebutikker har jeg fået samme følelse, af at der intet var at komme efter, som jeg fik de første par gange. Så efterhånden savner jeg slet ikke at stå der og bladre gennem tusindvis af cd'er og lp'er.

I årets løb er der udkommet en del cd'er med større bands som jeg har måttet vælge fra pga. selskabet de er udgivet på. Og det er selvfølgelig lidt trist. Men det bliver mere end opvejet af alle de mange andre spændende ting jeg er stødt på i stedet. Når jeg kigger min musiksamling igennem er det sjovt at se hvordan ting fra 2009 adskiller sig væsentligt fra 2008 og tidligere: Der er næsten ingen superstjerner, men i stedet masser af interessante, forholdsvist ukendte ting. Jeg har hverken fået mindre eller dårligere musik ud af det. Tværtimod. Men det ligger meget længere fra det man hører i radioen end det har gjort det tidligere. Og det er absolut ikke noget minus.

Mange musikelskere siger at de nyder at sidde med den fysiske udgivelse i hånden og bladre i omslaget. Sådan har jeg også haft det i lang tid. Men en uventet sideeffekt ved omlægningen af mit musikforbrug har været at jeg ikke længere har det sådan. Tværtimod synes jeg det er lidt besværligt at skulle have alle mine cd'er stående uden at jeg egentlig bruger dem til noget, og meget besværligt at skulle til at rippe når jeg en sjælden gang i mellem køber en cd. Mange downloads indeholder alligevel også fx en PDF der svarer til omslaget, så man bliver sjældent snydt for noget hvis kunstneren mener at omslaget har relevans for udgivelsen.

Samlet set vil jeg skyde på at jeg i det forgangne år har brugt lidt færre penge på indspillet musik end jeg plejer. Men jeg har ikke fået mindre musik ud af det. Og når det så samtidigt er stensikkert at dem som har lavet musikken har fået mere ud af det, da jeg ofte har købt direkte af dem (hvis de da ikke har insisteret på at forære musikken væk), så er jeg på alle måder en gladere musikforbruger end jeg har været længe. Det bedste ved det hele er at jeg (næsten) ikke har lagt penge i de firmaer der aktivt søger at undergrave fundamentale, demokratiske retsprincipper som fx. at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist og man er blevet dømt.

8 kommentarer

Info

13-11-2009

Tagget med:

Kan man tjene penge på gratis?

Den norske enmandshær Gisle Martens Meyer har under navnet Nebular Spool udgivet sin seneste plade, Shul, som gratis download. Har man lyst kan man betale for den. Selvom pladeindustrien gang på gang siger det ikke kan lade sig gøre er det alligevel lykkedes for Gisle at tjene en pæn slat penge på "gratis".

Norske Gisle Martens Meyer er her i landet mindst ukendt under navnet Ugress. Under et andet af hans mange andre navne, Nebular Spool, udgav han d. 31. oktober albummet Shul.

Gisle er en af de mere åbensindede og fremsynede kunstnere. Og for at afprøve metoden, valgte han at udgive albummet som download med dertilhørende "betal hvad du har lyst til"-ordning. Som han skrev i annonceringen af albummet:

I realized I have not tried an explicit pay-what-you-want model, so this time everything is available and you can choose if and what you want to pay.

Der findes mange versioner af sandheden om hvordan denne måde at udgive sine ting på fungerer når man er en lille, forholdsvist ukendt kunstner. Nogle påstår at det sagtens kan lade sig gøre, mens andre - og især de store pladeselskaber - påstår at det at tjene penge på netop den model er forbeholdt de store superstjerner, der - på baggrund af netop pladeselskabernes arbejde - har opbygget kæmpestore fanskarer.

Men hvordan forholder det sig så i virkeligheden? Der findes meget lidt dokumentation på området, men Gisle har i hvert fald gjort sit til at bidrage. Allerede 5 dage efter udgivelsen af Shul var han klar med noget spændende statistik. Bl.a. at 40% vælger at betale selvom de kan få præcis det samme gratis, og at den gennemsnitlige betaling er 3$ - altså ca. 15 kr. (med den nuværende dollar-kurs). Dette er vel at mærke for en udgivelse med et sideprojekt fra en ikke særligt kendt kunstner. Præcis hvor meget Gisle har tjent vil han ikke oplyse, men han skriver:

(...) financially and theoretically speaking, if I could release an album like this every month, with those figures, I could actually make a living directly from that.

Der er dog næppe nogen der kan sprøjte nye albums ud hver måned. I hvert fald ikke af en kvalitet så man kan holde betalingerne på det niveau Gisle oplever.

Men det er tydeligvis ganske muligt at tjene en fornuftig slat penge på at stille sin musik til rådighed gratis, og lade dem som har lyst til det betale. Også selvom man ikke hedder Radiohead. Man bliver måske ikke millionær og kan droppe sit arbejde på fabrikken. Men det er altså heller ikke er tilfældet hvis man skriver kontrakt med et af de konventionelle pladeselskaber, medmindre man hører til blandt de største stjerner. Til gengæld er musikken højst sandsynligt kommet ud til langt flere fans end den ville have gjort hvis den kun var udgivet som cd gennem de traditionelle distributionskanaler. Og det er da ikke så skidt endda.

Forresten er Shul en glimrende plade, hvis man er til dyster elektronisk musik. Hent og lyt selv. Og husk at det ikke er forbudt at betale lidt hvis man kan lide musikken.

Skriv en kommentar

Info

07-11-2009

Tagget med:

Politiken sætter fokus på piratkopiering

I anledningen af at Antipiratgruppen har opgivet at sagsøge almindelige mennesker "langt ind i helvede" har Politiken i en række artikler sat fokus på hvordan det ser ud med piratkopiering lige nu. Pladderbranchen.NU følger op og kommenterer.

Politiken bringer i dag en hel række artikler om fildeling. Anledningen er at Antipiratgruppen har opgivet at søgsøge private for piratkopiering, da det har vist sig at være nærmest umuligt for dem at bevise noget og dermed få folk dømt.

IFPI's Jesper Bay er blevet interviewet og taler varmt for at internetudbyderne skal tage deres del af ansvaret og koble folk af nettet hvis de gentagne gange tages i at piratkopiere. Han synes at udbyderne skal kunne advare folk direkte på skærmen på deres computer når de er i gang med at foretage sig noget ulovligt. Han forholder sig sog - ganske belejligt - ikke til hvordan det i givet fald skulle implementeres, men det er svært at forestille sig en løsning der ikke i ekstrem grad krænker privatlivets fred.

Jesper Bay udtaler: "Man skal sige: Du er i gang med at foretage dig noget ulovligt, og i gentagelsestilfælde risikerer du, at der bliver anlagt sag mod dig. Det har vi set forsøg med i England, og i Frankrig tænkes den model praktiseret, at man får afbrudt sin forbindelse i en periode, hvis man har kopieret ulovligt tre gange. Det er en langt mere simpel, billig og tilsyneladende også effektiv måde end at føre retssager."

Det kan godt være det er billigere og mere effektivt for ophavsretsindustrien, men det kan hurtigt gå hen og blive en dyr omgang for internetudbyderne. I England har interudbyderen BT påpeget at det vil komme til at koste internetudbyderne flere penge at skulle passe på andre folks ophavsret end det som ophavsretsindustrien påstår de taber ved ulovlig fildeling. Derudover vil det være betænkeligt med sådan en model at gå uden om retssystemet og koble folk af internettet uden en reel dom.

Jesper Bay udtaler ydermere: "(...) men man kunne måske også nøjes med at gøre forbindelsen langsommere. Så kan man stadigvæk sende sine e-mail og gå på sin netbank, men måske ikke downloade musik og videoer."

Absurd ide. Af flere årsager. Fx. betaler alle danskere med en internetforbindelse hurtigere end 256 kbps medielicens til DR, bl.a. for at de kan se og høre DRs tv og radio på nettet. Skal folk fratages denne mulighed? Og ved at gøre folks internetforbindelser langsomme forhindrer man dem også i at benytte lovlige download- og streaming-tjenester. Skal folk så tvinges ned i Fona hvis de gerne vil have ny musik og film? Det lugter som et forsøg på at fastholde ophavsretsindustriens forældede forretningsmodel baseret på fysisk distribution.

Jesper Bay fortsætter: "(...) hvis folk ikke betaler for den musik, de køber, kan vi heller ikke levere den."

Nej. Men er det et problem? Altså er det et problem for samfundet at medlemmerne i IFPI og co. ikke længere kan levere musik til os? Jeg ser det ikke som et problem. Tværtimod. Luk butikken og lad andre komme til. Der er tydeligvis andre der sagtens kan finde ud af at levere musik på moderne betingelser a la gratis/betal-hvad-du-har-lyst-til.

Han slutter sin propaganda af med lidt skræmmekampagne: "I stigende grad er folk også ved at blive trætte af de ulemper, der følger med ulovlig kopiering af musik. F.eks. virus og spyware."

Klaus Hansen fra Producentforeningen er også blevet interviewet og fortæller om hvordan Terkel i knibe i sin tid blev piratkopieret da den kom ud: "Da så vi, hvor hurtigt det kan gå. For nogle år siden var det en helaftensforestilling at kopiere en film. Nu kan man gøre det uden videre."

Ja. Og hvis industrien ville holde op med at sidde og klynke, så kunne de måske bruge tiden og kræfterne på at stille nogle tjenester til rådighed hvor folk nemt og billigt kunne udnytte deres bredbåndsforbindelser til at streame eller downloade film. De findes til dels allerede, men det er sjældent særligt tilgængeligt og ofte sølet ind i irriterende DRM.

I en anden artikel har Politiken snakket med nogle af medlemmerne fra Folketingets Kulturudvalg.

Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti udtaler: "(...) vi ville gerne høre fra branchen selv, hvilke forslag de så har for at komme [piratkopiering] til livs. Det behøver ikke altid være os politikere, der har løsningen."

Hvad med at spørge forbrugerne hvad de vil have, i stedet for at spørge en branche der har brugt 10 år på at fejle? Men lad bare den gamle, gumpetunge industri bruge 10 år mere på at prøve at finde ud af hvordan de løser deres selvforskyldte problemer. I mellemtiden bliver de overhalet af en ny generation af folk der forstår at tjene penge på de vilkår vi har i dag. Så må vi bare håbe der ikke er nogen der spænder ben for dem og forbrugerne.

Holger K. Nielsen fra SF udtaler: "Vi er nødt til at have en kulturpolitik, hvor man tager hensyn til, at pirateriet er der. Hvis kunstnerne ikke har penge, bliver der ikke lavet musik."

Det er sådan set dejligt at man viser en form for erkendelse af at piratkopiering er kommet for at blive. Men at der ikke kommer musik hvis ikke kunstnerne får penge, det er noget værre vrøvl. Som musiker får man først penge når man har lavet noget musik. Efterfølgende kan man selvfølgelig bruge de penge man så får på at lave mere musik, men indledningsvist opstår musikken ikke fordi der er nogle penge. Den opstår fordi en kunstner ikke kan lade være med at lave musik. Fordi kunstneren føler noget og er nødt til at skrive en sang om det. Og gudskelov for det. Hele ideen om at man pr. automatik skal have blokttilskud fra staten kunne godt trænge til at blive gentænkt. Især når en del af dette bloktilskud tilsyneladende ender i lommerne på store multinationale selskaber der lever af at malke kunstneres ophavsret. Det er fair nok at man af staten får nogle penge for at have begået et stykke kunst. Men er det fair at man bliver ved med det i årevis derefter? Er det fair at man kan udgive et par gode plader og derefter få tilskud til at lave den ene lorteplade efter den anden, for tænk nu hvis der kom en god plade mere?

Venstres kulturordfører, Troels Christensen er tilsyneladende forholdsvist fornuftig. Som Politiken skriver: Han tror på, at hvis det bliver nemt og brugervenligt at betale små beløb for at downloade fra nettet, vil de fleste brugere også gøre det.

Lige præcis. Ligemeget hvor meget Jepser Bay og resten af ophavsretsindustrien prøver at bortforklare den model som noget der kun kan lade sig gøre for store kunstnere som Radiohead, så er det et faktum at der findes masser af små kunstnere som via nettet selv står for distribution af deres musik, og på den måde tjener mindst ligeså meget som de ville gøre hvis de lod et af de traditionelle pladeselskaber stå for det og dermed tage deres del af kagen. Men det er klart at ophavsretsindustrien gerne vil have det til at se ud som om at det kun er de store superstjerner der kan tjene penge på selv at stå for distributionen. For hvis alle gjorde det, så ville de store film- og pladeselskaber blive overflødige.

3 kommentarer

Bladr

Dette site har (heldigvis) ingen tilknytning til IFPI. Leder du efter IFPI's propagandacentral, kan du finde den lige her.

Alt indhold er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-Del på samme vilkår 2.5 Danmark Licens.