Pladderbranchen.NU

Info

19-10-2009

Tagget med:

Troels Abrahamsen: Free or fame?

Troels Abrahamsen har på sig blog nedfældet nogle tanker om kunstnerisk frihed vs. pladekontraktens bindinger. Udover at lave fin musik er han også en klog mand: Han vil hellere selv distribuere sin musik på nettet, og dermed selv have den fulde kontrol over sine værker, end at ligge under pladeselskaberne og deres krav til udgivelser.

Danske Troels Abrahamsen - nok mest kendt som frontfigur i Veto - har skrevet sig et blogindlæg kaldet Free or fame?. Her deler han nogle interessante tanker om det at forære sin musik væk på nettet vs. det at skrive pladekontrakt og udgive musikken på konventionel vis. De to ting behøver ikke nødvendigvis stå som modsætninger til hinanden, men det er desværre sådan det er for tiden, takket være pladeselskabernes forældede forretningsmodel.

Essensen af Troels' tanker er at man som kunstner skal gøre op med sig selv om man er ude efter selv at have fuld kontrol over sine værker og dermed ikke (nødvendigvis) tjene penge på det, eller om man skal jage en pladekontrakt og den mere sikre indtægtskilde og berømmelse, med risiko for at skulle gå på kompromis med sine kunstneriske ambitioner. Som han skriver:

Heck, I was doing it [forærede sin musik væk på nettet] ten years ago, but not because I wanted to turn over the music industry, or because I saw myself as some kind of Robin Hood-figure. I did it because it was a simple, effective, controllable and fast way of getting my music out to a lot of people.

En anden interessant ting er Troels' syn på albumformatet. Et format som Thom Yorke for nogle måneder siden udtalte at Radiohead vil droppe til fordel for de kortere EP'er. Troels fortsætter:

What I have found is that I prefer this method of distributing my music, as opposed to traditional album releases. I can release one song or one thousand songs in one release, and I am not limited by physical wrapping. That means I can include practically anything with a release, be it additional artwork, video, photographs, etc. And the best thing is that I can do all this myself at little or no cost. Why spend your whole life chasing a record deal, when you could spend it on refining your art? Unless it’s the fame your after?

Ganske interessant. Hvem siger at den bedste måde at udsende musik på er 10-12 numre ad gangen der til sammen højest spiller lidt over en time? Det styrker næppe kreativiteten at det absolut skal være sådan. Tværtimod kender vi vist allesammen det at en ellers god plade har et nummer eller to som er mere eller mindre ligegydige. Og det kan ikke være tilfredsstillende for kunstnerne død og pine at skulle fylde pladen ud, blot for at pladeselskabet skal kunne kalde det et album og tage 170 kr. for det, ligesom med alle de andre albums. Når kunstnerne selv bevarer kontrollen kan de - som Troels påpeger - gøre som det passer dem og ikke skide højt og flot på de bånd albumformatet lægger på en. Ikke at albumformatet pr. definition er dårligt. Det passer sikkert fint i mange tilfælde. Men der er mindst ligeså mange tilfælde hvor der er federe bare at udgive 3 numre der har relation til hinanden, eller et storslået værk på 40 20-minutters numre.

Udover at tænke værdifulde tanker højt laver Troels Abrahamsen også noget glimrende musik. Man kan lytte til hans seneste soloplade WHT hos Bandcamp. Og samme sted kan musikken også købes direkte af Troels, uden at griske mellemmænd løber med størstedelen af kagen.

Skriv en kommentar

Info

20-09-2009

Tagget med:

Spotify er ikke løsningen på andet end pladeindustriens pengeproblemer

Musik-streaming-tjenesten Spotify er endnu ikke kommet til Danmark. Primært fordi kunstnernes rettighedsorganisation, KODA, ikke vil gå med til at kunstnerne skal have så lille en andel af kagen som Spotify lægger op til. Alt er ellers forhandlet på plads med pladeindustrien som er klar til dansk Spotify. Men det er heller ikke så underligt, for de store pladeselskaber er medejere af Spotify og tjenesten kan meget vel gå hen og blive måden hvorpå industrien de næste mange år franarrer kunstnerne deres del af kagen.

Politiken havde i går en fin artikel om status på Spotify's (manglende) indtog i Danmark.

Spotify er blandt musikelskere blevet ret hypet. Og ikke uden grund: Man får adgang til at streame en hulens stor musiksamling, enten gratis med reklamer, eller mod en fornuftig betaling. Indtægterne deler Spotify med pladeselskaberne og kunstnere, så alle burde være glade.

Spotify er endnu ikke kommet til Danmark (omend forskellige krumspring kan give danskere adgang til servicen). Aftalen med pladeselskaberne er på plads, men KODA - der repræsenterer kunstnerne - vil ikke være med før de har sikret sig en fair aftale for deres medlemmer. Som Martin Gormsen, vicedirektør i KODA, udtaler til Politiken: Det er centralt for os at sikre, at dem, der har skabt musikken, får en rimelig betaling. Og det er foreløbig ikke lykkedes os at finde et rimeligt niveau. Vi vil ikke ende i en situation, hvor komponisterne trækker deres musik ud, fordi de ikke føler, at de får betaling for den.

Universal presser på for at få aftalen med KODA på plads. Deres danske chef, Casper Bengtson, udtaler til Politiken: Udviklingen af digital musik i Danmark går i stå, hvis der ikke kommer nye aktører på banen. Spotify er et godt produkt, som stimulerer nye målgrupper. Og jeg får mange daglige spørgsmål om, hvorfor tjenesten ikke er tilgængelig i Danmark.

Politiken har også haft fat i IFPI's propagandaminister, Jesper Bay, som udtaler: Der er rigtig mange, der gerne vil have denne her tjeneste. Det er en tjeneste, alle snakker om. Det er rigtigt, at der er større usikkerhed om, hvad komponisterne får ud af det, når det afgøres af reklamesalget. Men får tjenesten samme popularitet som i Sverige, så er der penge i det. Og ud fra et forbrugersynspunkt er det mærkeligt, at tjenesten ikke findes i Danmark.

Som repræsentant for pladeindustriens brancheforening er det klart at han gerne ser at Spotify kommer til Danmark. For Spotify lader til at være en pengemaskine for pladeindustrien. Men desværre er det på bekostning af kunstnerne, og derfor er det ikke kun et udtryk for reaktionær teknologiangst når KODA indtil videre sætter en stopper for Spotify's indtog i Danmark.

Der dukker jævnligt historier frem om kunstnere der føler sig snydt. Fx. om et norsk band der for 5180 afspilninger fik 1 krone. Og svenske Magnus Uggla der føler sig så røvrendt af sit pladeselskab, Sony, at han - uden held - har bedt om at få sin musik fjernet fra Spotify.

En af de ting Magnus Uggla er utilfreds over er pladeindustriens involvering i Spotify. De store pladeselskaber nøjes ikke blot med - som rettighedshavere - at få en andel af indtægterne. De er også medejere af Spotify og scorer dermed 2 stykker af kagen. Man kan derfor med god grund mistænke dem for at være villige til at sælge musikrettigheder lidt for billigt til Spotify, da det de sætter til på gyngerne kommer ind på karrusellerne. Og deres samlede andel af kagen bliver større hvis de kan være med til at presse betalingen for rettigheder ned, og på den måde minimere kunstnernes del af kagen.

Tilmed skulle de store pladeselskaber efter sigende have købt deres andele af Spotify til en yderst favorabel pris. Som TorrentFreak skriver: A mere 30,000 kroner ($4,000) investment bought [Sony] 5.8% of the service now valued at around 1.8 billion kroner ($251m).

Universals Casper Bengtson synes det er noget vrøvl at de som medejere skulle have en særlig interesse i Spotify: Der er tale om, at EMI, Warner, Sony og vi som en del af aftalen med Spotify har fået en option på at købe 5 procent af aktierne om 5-10 år. Det har ingen betydning for vores interesse i Spotify.

Men det er umiddelbart tvivlsomt at det ingen betydning har. Hvis Spotify udvikler sig til at blive musiktjenesten over dem alle kan det hurtigt blive en rigtig god forretning af være medejer. Allerede nu tjener Universal i Sverige mere på Spotify end på iTunes. Og ved at være medejer af Spotify vil de også tjene penge på uafhængige kunstnere der måtte ønske at gøre deres musik tilgængelig via Spotify.

Og mens Spotify åbenbart kan få lov til det meste af pladeindustrien, så kæmper andre udbydere af lignende services en hård kamp for at få lov til noget som helst, indenfor rimelighedens rammer. Last.fm måtte tidligere på året indføre brugerbetaling for deres streaming service, da forretningen ellers ikke ville kunne løbe rundt, grundet den griske indholdsindustri. Russ Garrett - en af de oprindelige medarbejdere fra Last.fm, som for nyligt har forladt skuden - udtrykker det meget præcist: (...) it'll be nice not to work in a company which is constantly subject to perplexingly arbitrary rules and unrealistic royalties set by increasingly out-of-touch record labels..

Selvom Spotify umiddelbart lader til at være et paradis for musikelskere, så tyder meget på at det samtidigt også er endnu en pengemaskine for pladeindustrien, hvor hensynet til kunstnerne er nærmest ikke eksisterende. Og så må man jo som kritisk forbruger gøre op med sig selv om man fortsat - på disse betingelser - vil støtte disse mastodonter.

Alternativt kan man kigge nærmere på en service som Bandcamp. Her har udøvende musikere fuld kontrol over distributionen af deres værker. Det meste kan streames gratis i en fornuftig kvalitet, og skulle man falde over noget musik man bryder sig om, så kan det af og til downloades gratis eller for den pris man har lyst til at betale, og ellers som regel købes til en yderst fornuftig pris. Det er ikke tag-selv-bords-streaming af alle de kendte numre fra P3 og The Voice. Til gengæld er det seriøst: Musikken sælges i forskellige, DRM-frie formater og kunstnerne får langt størstedelen af pengene. Bandcamp er i mine øjne et af de bedste bud på et kontrolleret distributionsværktøj for musikere der ikke tør give helt slip og overgive sig til donationsknapper på deres hjemmesider og ellers give musikken fri via den ukontrollerede fildeling.

Skriv en kommentar

Info

29-08-2009

Tagget med:

Om det forestående salg af The Pirate Bay

Hvis alt går vel bliver The Pirate Bay en af de nærmeste dage solgt til Global Gaming Factory. Mange trofaste fans føler sig snydt og forrådt. Men ifølge Pladderbrancen.NU er det kun sundt for fildelingsbevægelsen at blive rusket lidt i, så TPB ikke bliver en sovepude.

Mens månederne er drønet forbi og man har haft travlt med andre ting er der sket en masse interessant. Den måske vigtigste historie er at The Pirate Bay (TPB) står overfor at blive solgt en af de kommende dage. Hvis ellers det lykkes køberen, svenske Global Gaming Factory, at skaffe den fornødne finansiering, hvilket - som tiden går - synes mere og mere usandsynligt. Men en ting er næsten sikkert: The Pirate Bay som vi har kendt det de seneste år vil snart ikke være længere.

Nyheden om det forestående salg fik en blandet modtagelse. Mange var sure og følte sig forrådt og snydt. Andre så det som en naturlig ting, da presset på de 3 daglige driftere - som forøvrigt ikke engang ejer domænet - efterhånden er blevet ret stort. Andre igen - heriblandt Pladderbranchen.NU - ser det som en positiv ting.

For hvad er det egentligt der evt. bliver solgt? Svenske Copyriot beskriver det ret godt. Primært drejer det sig om: Et domænenavn, en masse torrents, et website der kan søge i disse torrents, samt en bittorrent tracker. Det er i hvert fald disse ting en køber er sikker på at ville få. Men det gode rygte og den store, trofaste torrent-sværm kan - og vil formodentligt - forsvinde fra den ene dag til den anden. Og så står man tilbage med domænet og tracker/torrents/index som i sig selv er ubrugeligt uden de mange millioner brugere.

En venlig sjæl har samlet hele TPB i en torrent (dummy website, torrents, etc.), så alle kan downloade en kopi og starte deres egen version af TPB. Og det er der allerede mindst 1 der har gort. Og det er med bagmændendes velsignelse. For de har hele tiden opfordret folk til at starte deres egne torrentsites. De har aldrig bedt om at TPB skulle blive så central en spiller som det er blevet. Og det er nok bl.a. derfor de trækker stikket ud nu.

Rigtigt mange fildelere er blevet for dovne. Har glemt hvad det handler om. At aflive TPB - eller i hvert fald sælge domænet til nogen der næppe vil være i stand til at videreføre det som det er - er lige præcis det som fildelingsbevægelsen har brug for: Et venligt spark i løgene fra egne rækker. Og det virker, til trods for at den første klon er allerede ved at blive truet til at lukket igen.

En simpel kopi af TPB er ikke det der er brug for. Der skal nytænknes. Og det er der allerede blevet. I første omgang har det manifesteret sig i en yderligere decentralicering: Uafhængige trackere er dukket op. Uafhængig hosting af torrents er dukket op. Der dukker sikkert også snart uafhængige torrent-index/søgemaskiner op. Om ikke andet har vi Google der med en simpel filetype-søgning sagtens kan gøre det ud for det.

Folkene bag TPB blev bl.a. dømt fordi de stillede den fulde pakke til rådighed: Tracker, hosting og søgning. Med hver funktion skilt ad vil det være endnu sværere for ophavsretsindustrien at bevise at hver enkelt del, hver især, på den ene eller den anden måde, er med til at bryde ophavsretten: Trackerne holder blot styr på en liste over IP-adresser og nogle intetsigende hash-koder. Torrent-hostingen er for det første svær at bevise noget om, da der ikke findes et indeks over hvad de har og ikke har af torrents. Og for det andet indeholder torrents i sig selv ikke noget ophavsretsbeskyttet materiale. Og hvad der måtte komme af torrentindex kan næppe dømmes for at linke til links til folk der - måske - deler noget de ikke må. Og igen: Om ikke andet kan man distribuere links til torrents ud på alverdens sites, og overlade søgningen til Google. Det skal blive sjovt at se ophavsretsindustrien tage kampen med Google om lovligheden ved en filetype:torrent-søgning.

Så allerede nu sker der en masse ting der er sunde for fildelingsbevægelsen. Og man kan blot håbe på at lignende ting vil fortsætte med at ske. Torrent-teknologien er designet til at være decentral. Det har aldrig været meningen at et enkelt foretagende skulle stå for størstedelen af al tracking, hosting og indeksering af torrents. Meningen er at det skal være et mangfoldigt udbud. Og man kan håbe på at folk har lært dette nu, hvor TPB i sin nuværende form er ved at synge på sidste værs.

Og hvad så med de 3 hidtigige hovedpersoner i sagaen om The Pirate Bay? De forlader næppe rampelyset. Tværtimod får de fremover bedre tid til at dedikere sig den egentlige sag: Et frit og demokratisk internet. Og det er til vores allesammens bedste.

Skriv en kommentar

Info

19-05-2009

Tagget med:

Gavner piratkopiering de mindre kunstnere?

En rapport fra den engelske pendant til KODA konkluderer at piratkopiering primært går ud over de store, etablerede kunstnere og dermed ikke gavner de små kunstnere. Men det stemmer ikke nødvendigvis overens med de små kustneres egen opfattelse.

I sidste uge kunne man rundt omkring læse om en undersøgelse af piratkopiering foretaget af PRS for Music. Rapportens konklusionen var kort fortalt at piratkopiering ikke hjælper de små kunstnere - hvilket jo som bekendt ellers er et af piraternes argumenter for det de gør - men at det kun er de i forvejen etablerede kunstnere der for alvor blev piratkopieret.

Taget i betragtning at PRS er Storbritanniens svar på KODA skal konklusionen først og fremmest tages med et gran salt. Og man han spekulere på om den overhovedet holder. Ja, selvfølgelig er det primært populær musik der bliver piratkopieret. Men fra det faktum og så til at konkludere at piratkopiering ikke hjælper mindre kunstnere, der synes jeg er langt. Selvfølgelig nyder mindre kunstnere godt af at folk deler deres musik. Det øger fx. sandsynligheden for udsolgte koncerter.

En anden ting der gør rapportens konklusion ubrugelig er det faktum at mange mindre kunstneres musik slet ikke bliver piratkopieret. Den bliver blot kopieret. Mange stiller deres musik til rådighed i form af gratis og lovlige downloads fordi de har set en pointe i at gøre deres musik frit tilgængelig for flest muligt. Og disse downloads kan jo "desværre" ikke tælles med i en statistik over piratdownloads.

For nyligt havde jeg fornøjelsen af at snakke om fildeling med en dansk musiker som jeg selv har opdaget gennem lovlige downloads fra forskellige steder. Jeg fik ikke spurgt ham om jeg måtte citere ham for de ting han sagde, så jeg vil - af hensyn til hans forhold til pladeselskaberne - undlade at fortælle hvem det var. Men for at give et indtryk af vedkommendes størrelse er det en der for nyligt har udgivet sin debutplade og har været i god rotation på P3. Altså langt fra en kæmpestor kunstner (i kommerciel forstand - jeg sætter stor pris på hans musik og anser ham for at være en stor kunstner i kunstnerisk forstand), men heller ikke en ubetydelig, lille hobbymusiker. Lad os for sjov kalde vedkommende Emil.

Emil forholdt sig ret roligt til piratkopiering. Selvfølgelig var han ærgelig over at ikke alle betaler for at høre hans musik, men omvendt var han også godt klar over at en god del af hans publikum er unge mennesker uden særligt mange penge. Og i de tilfælde var det til at leve med tanken om at de piratkopierer nu for så måske at betale for musikken ved en senere lejlighed. Emil var overbevist om 2 ting som jeg fandt interessante: 1) Downloads fører til kendskab til musikken som igen fører til salg af koncertbilletter, og 2) Jo flere ulovlige downloads, jo mere sælger man. Han var ikke i tvivl. Ligeså irriterende det var at folk tilegnede sig hans musik uden at betale for det, ligeså sikker var han på at det ville føre til et mersalg.

Jeg glemte desværre at spørge ham om hvordan han har det med at musikindustrien bruger kunstnerne som undskyldning for at sagsøge fans. Men med hans overbevisning om at piratkopiering fører til salg af både musik og koncertbilletter er han næppe ubetinget begejstret for industriens korstog på kunstnernes vegne.

Skriv en kommentar

Info

14-05-2009

Tagget med:

Pirater åbner ambassade

Endnu et talerør for piratbevægelsen har set dagens lys: Embassy of Piracy. Hvad det helt præcist er vil fremtiden vise, men allerede nu arbejdes der på konkrete projekter.

For en lille måneds tid siden blev Embassy of Piracy lanceret. Et projekt med - tilsyneladende - stærke bånd til The Pirate Bay og den Kopimi-livsstil som folkene bag lever efter.

Hvad det helt præcist er og udvikler sig til at blive er lidt svært at sige nu, men det virker interessant, og flere talerør for modstanden mod underholdningsindustrien er altid velkomne.

Indtil videre bydes der på 2 projekter: Ambassaden vil være til stede ved årets La Biennale di Venezia. Og så er en print-selv-ambassade i form af en pyramide tilgængelig til download. Pointen er at man kan lave sin egen piratambassade og placere den hvor man nu synes der er brug for sådan en (og dermed synliggøre sin støtte til piratprojektet).

Skriv en kommentar

Dette site har (heldigvis) ingen tilknytning til IFPI. Leder du efter IFPI's propagandacentral, kan du finde den lige her.

Alt indhold er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-Del på samme vilkår 2.5 Danmark Licens.